Hvad er vira?

Virus er smitsomme agenser, der kan forårsage sygdomme af varierende sværhedsgrad. De spredes gennem aerosoler, dråber, under sex, gennem forurenet mad eller gennem smitte med smørelse. Da vira kun er mellem 20 og 300 nanometer store, kan de ikke påvises i et almindeligt lysmikroskop. Et elektronmikroskop er absolut nødvendigt for at identificere dem. I modsætning til bakterier er vira ikke levende organismer. Virus består hverken af deres egen celle eller har deres egen energiproduktion eller udfører proteinsyntese. Virusser er snarere afhængige af såkaldte værtsceller. Det er levende celler fra dyr, planter eller mennesker, som virusene trænger ind i. Hvis de ikke finder en værtscelle, dør de før eller siden. I lighed med bakterier kan vira også antage mange forskellige former. Nogle gange kan de have en lang hale som haletudser eller antage et rundt eller stavformet udseende.

Hvordan er vira opbygget?

Virus er ret enkle. De har et eller flere molekyler. Desuden har nogle vira en proteinkappe:

• Genom: indeholder virusets genetiske materiale. Afhængigt af dets sukkerbyggesten kan dette være opbygget som desoxyribonukleinsyre (DNA) eller ribonukleinsyre (RNA). Læger skelner derfor mellem DNA-virus som f.eks. adenovirus, herpes- eller koppevirus og RNA-virus, som omfatter HI-virus, coronavirus, influenzavirus, hepatitis- eller mæslingevirus.
• Capsid: Det er det, man kalder den proteinkappe, der omgiver virusgenomet. Tilsammen kaldes de nukleokapsid.
• Hinde: Nogle virustyper har stadig en ydre hinde, som består af et lipid-dobbeltlag. De kan bestå af særlige receptorproteiner kaldet spikes, som hjælper virussen med at fæstne sig til en værtscelle.

De såkaldte viroider er nok blandt dem, der er de enkleste i opbygningen. De har kun et genom, dvs. et ringformet RNA-molekyle.

Er alle virus årsag til sygdomme?

Der findes mange vira i vores naturlige miljø. Det er dog ikke alle vira, der automatisk inficerer mennesker eller nødvendigvis forårsager sygdomme. Ofte forhindrer det menneskelige immunsystem, at virus overhovedet kommer ind i kroppen. Ikke desto mindre findes der alvorlige infektioner, der udløses af virus. Ud over forkølelse er der tale om forkølelsessår, mave-tarm-infektioner og HIV/AIDS. De typiske børnesygdomme mæslinger, røde hunde og skoldkopper udløses også af vira.

Hvordan spredes en virus?

Virusser har brug for værtsceller for at kunne formere sig. Det kan f.eks. være røde eller hvide blodlegemer, men også lever- eller muskelceller. For at gøre dette kommer de ind i vores krop og begynder at formere sig i de menneskelige celler. For at gøre dette sætter virussen sig fast på værtscellen og lader den producere de respektive byggesten, der er nødvendige for reproduktionen. Når først virussens genetiske materiale er frigivet, er værtscellen nemlig tvunget til at reproducere viruspartikler og dermed hjælpe virussen til at sprede sig. Når værtscellen har fuldført sin opgave, dør den og frigiver virusserne, som igen søger nye værtsceller. Virers livscyklus er opbygget som følger:

• Docking (adsorption) til en værtscelle: Virussen binder sig til overfladeproteinerne i cellemembranen.
• Indtrængen i værtscellen: Dette sker ved fusion eller endocytose.
• Frigivelse af viralgenomet (uncoating) i værtscellen: Den virale nukleinsyre frigøres fra proteincoaten og virushylstret, hvis det er til stede.
• Multiplikation (replikation) af de nødvendige virale byggesten: Virusens genetiske materiale replikeres og læses.
• Samling af nye vira: Virussen pakkes ind i en proteinkappe.
• Frigivelse af de nye vira efter værtscellens død: Hos nogle arter af omsluttede virus sker dette ved, at værtscellen sprænges.

Hvor hurtigt spredes virusser?

Lægerne kalder tidsrummet fra begyndelsen af afcoatingfasen, indtil de første nye vira dukker op i værtscellen, for en formørkelse. Denne fase varer forskelligt afhængigt af virustypen. Mens den kan være omkring 30 timer for adenovirus, kan denne fase være omkring otte til ti timer for retrovirus og omkring fem timer for herpesvirus.

Hvordan behandles virusrelaterede sygdomme?

Typen af virusbehandling afhænger helt af den pågældende virus, dens sværhedsgrad og infektionsforløbet. I modsætning til bakterier kan vira ikke blot behandles med medicin. Navnlig er brugen af antibiotika ineffektivt i forbindelse med virussygdomme. Hvis lægen alligevel ordinerer antibiotika, skyldes det som regel, at der som følge af virusinfektionen også kan opstå en bakteriel infektion. Denne skal behandles eller forebygges med antibiotika. Ud over at ordinere antibiotika er det dog også muligt at ordinere antivirale lægemidler, såkaldte antivirale lægemidler. Disse er dog kun effektive mod enkelte virustyper. I nogle tilfælde kan antivirale midler undertrykke spredningen, dvs. reproduktionen af virus, men ikke dræbe dem.

Ud over antivirale midler findes der også såkaldte interferoner. Disse er kroppens egne budbringende stoffer. De produceres af mange kropsceller som reaktion på en virusinfektion. Da de har en antiviral virkning, spiller de en vigtig rolle i kroppens immunforsvar. For at kunne behandle især patienter med et svækket immunforsvar findes der nu også kunstigt fremstillede interferonpræparater. Disse kan anvendes som medicin mod visse virus, f.eks. kroniske forløb af hepatitis B og C og/eller mod kønsvorter.

Virusvarianter

For at sikre deres overlevelse handler virus meget fleksibelt. F.eks. ændrer influenzaviruset (influenzavirus) sig konstant for at kunne trænge lettere ind i den menneskelige organisme uden om kroppens eget forsvar. Den såkaldte influenzavaccine beskytter derfor kun i et år, da influenzaviruset allerede har ændret sig igen med den næste influenzabølge. Vaccinen skal derfor hvert år tilpasses til de nye virusmutanternes egenskaber.

Hvordan adskiller vira sig fra bakterier?

Både vira og bakterier er smitsomme patogener. De adskiller sig dog fra hinanden på følgende måder:

• Nukleinsyre: Mens bakteriernes genom altid består af DNA, kan virussernes genom bestå af RNA eller sjældnere af DNA.
• Celleplasma (cytoplasma): Mens bakterier i lighed med menneskelige og animalske celler består af en celle med cytoplasma indeni, har virus intet tilsvarende.
• Reproduktion: Mens næsten alle bakterier har deres eget stofskifte og selvstændig celleforplantning, er virus afhængige af værtsceller for at kunne sprede sig.