Hvad er analcarcinom?
Et analkarcinom er en ondartet tumor i analkanalen. Dette er den yderste ende af tyktarmen, som strækker sig fra huden på analkanten til endetarmen. De såkaldte basaloide karcinomer findes ofte over den indre grænse af analkanalen. De såkaldte pladecellekarcinomer kan udvikle sig i selve analkanalen og i analrandtumorerne, der ofte også forekommer som pladecellekarcinomer eller langt sjældnere som adenocarcinomer. Analrandtumorerne er lokaliseret til kanten af den ydre hud. Ca. to tredjedele af alle analkarcinomer er pladecellekarcinomer.
Sammenlignet med f.eks. tyktarmskræft er analkarcinomer relativt sjældne. Mænd rammes oftere af analkarcinom end kvinder. Mens kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at udvikle carcinom i analkanalen. Visse seksuelt overførte sygdomme og kroniske infektioner kan fremme udviklingen af analkarcinom. Ofte kan analcarcinom bemærkes ved blodaflejringer i afføringen, smerter ved afføring og/eller kløe i anusområdet. Disse ret uspecifikke symptomer kan dog også være tegn på hæmorider.
Hvilke risikofaktorer bidrager til udviklingen af analcarcinom?
Der er forskellige risikofaktorer, som kan være skyld i udviklingen af analcarcinom. Disse omfatter:
- en infektion med humane papillomavirus: bidrager til udviklingen af analcarcinom i 80 til 85 procent af alle tilfælde.
- DNA-virus: HPV-typerne 16, 18, 31 og 33 ("højrisiko") er forbundet med kræft i anus, livmoderhals og vulva, hvorfor de indebærer en særlig høj risiko for også at udvikle analcarcinom. De er seksuelt overførbare.
- DNA-virus "lav risiko": De er ansvarlige for dannelsen af godartede hudvækster, f.eks. vorter i kønsorganerne. De kan dog også være ansvarlige for udviklingen af pladecellekarcinomer via mellemstadier.
- svækket immunsystem: fremskynder udviklingen af kræft, da tumorer kun i begrænset omfang kan afværges; især HIV-patienter eller transplantationsmodtagere har derfor en øget risiko for at udvikle analcarcinom.
- ubeskyttet analt samleje
- Rygning
Hvordan kan man forebygge udviklingen af analcarcinom?
Da det er meget sandsynligt, at udviklingen af analcarcinom er forbundet med humane papillomavirus, kan man beskytte sig mod dem ved at bruge kondom. Desuden kan en infektion med kræftfremkaldende HPV-virus forebygges ved vaccinationer. Hvis du bemærker blod i afføringen, kløe og/eller svie i anusområdet, kan det være de første tegn på analcarcinom, som straks bør afklares. Som med andre kræftformer gælder det, at jo tidligere et analcarcinom bliver diagnosticeret, jo bedre er chancerne for helbredelse. I Tyskland tilbydes patienterne derfor en digital undersøgelse af anus og en test for skjult blod i afføringen (okkult blod i afføringen) som led i en tidlig opsporingsundersøgelse.
Hvilke symptomer kan tyde på analcarcinom?
Et analcarcinom kan bemærkes ved ret uspecifikke symptomer. Især i de tidlige stadier kan følgende symptomer forekomme:
- Blodaflejringer på afføringen
- Forstoppelse; uregelmæssigheder i afføringen
- Vanskeligheder med at kontrollere afføringen
- Smerter under afføring
- afføring med en mærkelig form, f.eks. indrykninger
- Kløe i anusområdet
- Fornemmelse af fremmedlegeme
- forstørrede inguinal lymfeknuder
- generel træthed, uønsket vægttab, nattesved
Et analcarcinom kan ledsages af andre kroniske infektioner i anusområdet, såsom hæmorider, fissurer, fistler, herpes, kondylomer og/eller psoriasis. Disse sygdomme bør absolut afklares af en læge.
Hvordan diagnosticeres analkarcinom?
Under en proktologisk undersøgelse bør de typiske første symptomer på et analkarcinom afklares grundigt. Først vil lægen palpere anus og lymfeknuderne i lysken for eventuel hævelse. Derefter undersøges lukkemusklens funktion og de tilstødende strukturer. Hvis der er nogen abnormiteter, vil lægen foretage en rektoskopi for at tage en vævsprøve (biopsi).
Når biopsien har bekræftet diagnosen analkarcinom, skal kræftens stadium (stadieinddeling) bestemmes. En komplet koloskopi kan udelukke sekundære tumorer, polypper eller betændelser. En sonografi af maven kan også udelukke eller bekræfte dannelsen af metastaser i leveren og giver oplysninger om, hvorvidt der er en urinblokering i nyrerne. Ud over disse to undersøgelsesprocedurer foretages der en røntgenundersøgelse af brystet for at vurdere lungernes og hjertets tilstand. De enkelte kræftstadier, der kan påvises efter disse undersøgelser, differentieres som følger:
- T1: Der er tale om en primær tumor med en udvidelse på højst 2 cm.
- T2: Der er tale om en primær tumor, som har antaget en udvidelse på 2 til maksimalt 5 cm.
- T3: Der er tale om en primær tumor med en udvidelse på over 5 cm.
- T4: Tumoren har allerede dannet metastaser til naboorganer som f.eks. skeden, urinrøret eller urinblæren. Der er ingen infiltration af sphincter ani.
- N0: Der er ingen regionale lymfeknudemetastaser.
- N1: Tumoren har metastaseret til de perirectale lymfeknuder.
- N2: Tumoren har metastaser i lymfeknuderne i bækkenet og/eller unilateralt i lymfeknuderne i lymfeknuderne i lænden.
- N3: Tumoren har metastaseret perirectalt og inguinalt (lysken) og/eller har endda spredt sig bilateralt til bækkenlymfeknuderne og/eller bilateralt til de inguinale lymfeknuder.
Hvordan behandles analcarcinom?
Analmarginalt karcinom fjernes kirurgisk, efter at det er blevet udelukket, at tumoren allerede har spredt sig til nabostrukturer. Hvis analkræften derimod allerede har dannet metastaser, foretages en kombineret radiokemoterapi. Radiokemoterapi har den fordel, at patienten i mere end 70 procent af alle tilfælde ikke behøver at få anbragt en kunstig anus under operationen. Hvis der stadig er rester af svulsten efter radiokemoterapi, skal endetarmen fjernes helt, og der skal anlægges en kunstig anus.
Pladecellekarcinom i analkanalen behandles som standard med radiokemoterapi. Hvis tumoren dannes igen, anvendes normalt radikale kirurgiske indgreb (rektal ablation). Hvis analcarcinomet derimod allerede har spredt sig til lymfeknuder eller til bækkenområdet, er strålebehandling også i dette tilfælde en del af standardbehandlingen. Hvis tumoren derimod ikke længere kan behandles, anvendes der såkaldte palliative foranstaltninger, f.eks. for at lindre patientens smerter.
Hvad er prognosen for analkarcinom?
Som regel er chancerne for at helbrede en tumor i analkanten bedre end ved et typisk analkarcinom. Hvis et analrandkarcinom kan fjernes fuldstændigt ved en operation, bliver patienten fuldstændig helbredt i over 90 procent af alle tilfælde. Generelt ligger 5-års overlevelsesraten for et analkarcinom på mellem 70 og 90 procent.