Hvad er B-celle lymfom?

B-celle lymfom er en ondartet sygdom, der rammer lymfesystemet, og som tilhører supergruppen af non-Hodgkin-lymfomer. Lymfesystemet er ansvarligt for det specifikke forsvar mod patogener og består af lymfocytter, de såkaldte hvide blodlegemer. Ved B-celle lymfom kan B-lymfocytterne være med til at udvikle forskellige lymfomer, som er samlet under sygdommen B-celle lymfom. Fordi B-celle lymfom udvikler sig hurtigt og spreder lymfomcellerne i kroppen på et tidligt tidspunkt, er det et af de aggressive lymfomer, der forekommer lidt oftere hos mænd end hos kvinder.

Hvad er årsagen til, at B-celle lymfom udvikler sig?

B-celle lymfom kan dannes på grund af en fejl i celledelingen af en enkelt B-celle, medmindre denne fejl repareres straks. Selv om de fleste fejl i celledelingen resulterer i, at dattercellen ikke overlever, er der også fejl, som giver dattercellen en fordel. Sidstnævnte bidrager så til en ukontrolleret cellevækst i den B-lymfocyt, hvor fejlen først opstod.

Hvilke former for B-celle lymfomer skelnes der mellem?

Man skelner generelt mellem B-celle lymfomer mellem følgende indolente (lavmaligne) og aggressive (højmaligne) former:

• indolente B-celle lymfomer:
• kronisk lymfatisk leukæmi (CLL),
• Ekstratodalt MALT-lymfom,
• Follikulært lymfom,
• Hårcellelukæmi,
• Mantlecellelymfom,
• Marginalzone-lymfom,
• Multipel myelom,
• Lymfoplasmacytisk lymfom,

• aggressivt B-celle lymfom:
• analplastiske, immunoblastiske eller lymfoblastiske lymfomer,
• Burkitts lymfom,
• Diffust stort B-celligt lymfom (DLBCL)

Hvad er symptomerne på B-celle lymfom?

Et B-celle lymfom kan gøre sig bemærket ved en lymfeknude, der bliver større, eller ved en hævelse af lymfeknuderne. Lymfeknuderne i halsområdet eller i brystområdet (det såkaldte mediastinum) rammes langt oftere end de lymfeknuder, der ligger under mellemgulvet. Både forstørrede lymfeknuder og lymfeknudehævelse kan dog også skyldes andre medicinske tilstande. Da de normalt ikke er følsomme over for tryk og kun bliver smertefulde, når de vokser ekstremt hurtigt, bliver B-celle lymfekræft normalt diagnosticeret sent.

Hvis B-celle lymfomet allerede har spredt sig til knoglemarven, kan dette føre til en hæmning af den normale bloddannelse. Dette sker i ca. 10 procent af alle første diagnoser. Patienterne klager så over træthed eller generel sløvhed på grund af et fald i antallet af røde blodlegemer (en såkaldt anæmi). Hvis antallet af blodplader også er nedsat (trombocytopeni), kan dette øge risikoen for blødning, mens manglen på hvide blodlegemer (leukocytopeni) fører til en øget risiko for infektion. Desuden kan der forekomme uønsket vægttab, regelmæssigt tilbagevendende feberepisoder og nattesved.

Hvordan diagnosticeres B-celle lymfom?

Efter at have optaget sygehistorien vil lægen foretage en fysisk undersøgelse, som hovedsagelig fokuserer på lytning, palpation, men også aflytning, for at opdage et muligt B-celle lymfom. Herefter følger en blodprøve og en computertomografi (CT) af hals, bryst, mave og bækken. CT'en kan kombineres med en såkaldt positronemissionstomografi (=PET). Ved denne undersøgelse injiceres patienten med radioaktivt mærket sukker. Dette ophobes i de metabolisk aktive væv og kan derefter afbildes med et kamera.

B-celle lymfekræft kan allerede påvises på baggrund af resultaterne af en blodprøve, forudsat at cellerne allerede har sat sig fast og formeret sig i knoglemarven. I dette tilfælde fortrænger de den normale bloddannelse og bidrager til et ændret blodbillede. I en stor blodtælling kan det bestemmes præcist, hvilke former for leukocytter der er reduceret. Hvis der er tale om en forstørret lymfeknude, og den ikke er placeret på et ugunstigt sted, kan lægen også tage en vævsprøve fra den. En kvalificeret hæmatopatolog, som er specialiseret i diagnosticering af ondartede sygdomme i immun- og blodsystemet, kan ved hjælp af immunologiske undersøgelser udtale sig om typen af lymfekræft.

Hvordan behandles B-celle lymfom?

Da B-celle lymfom er et aggressivt, hurtigt voksende lymfom, bør det behandles straks efter diagnosen. Behandlingen bør udføres af erfarne specialister i hæmatologi og onkologi. B-celle lymfom behandles normalt primært med immunkemoterapi, en såkaldt R-CHOP. Her kombineres antistoffer (monoklonale antistoffer), der fremstilles i laboratoriet fra en cellelinje, med et eller flere kemoterapeutiske lægemidler (cytostatika). De antistoffer, der fremstilles i laboratoriet (anti-CD20-antistoffer), beskrives med R'et i navnet på R-CHOP-behandlingen (rituximab), mens CHOP står for kemoterapi. Hvert bogstav står for et lægemiddel:

• C: cyclophosphamid
• H: Doxorubicin
• O: vincristin
• P: Prednison

R-CHOP-behandling udføres som regel med intervaller på to eller tre uger med et gennemsnit på seks behandlinger.

Hvad er prognosen for B-celle lymfom?

Behandlingen af B-celle lymfom er blevet stadigt bedre i de seneste år, så der nu er opnået en helbredelsesprocent på 80 procent. Forudsætningen herfor er dog, at behandlingen gennemføres som ordineret af lægen i den planlagte dosis og uden forsinkelser. Hvorvidt et B-celle lymfekræft udvikler sig igen (recidiv) efter en vellykket behandling afhænger både af patientens alder og generelle helbredstilstand.