Et overblik over blærekræft

Blærekræft (blærekarcinom) er en ondartet kræftsygdom, der normalt starter i blærens slimhinde (urothelium). I gennemsnit er der flere mænd end kvinder, der udvikler blærekræft, og en ud af fem er under 65 år. I de tidlige stadier giver blærekræft næppe nogen symptomer, og derfor bliver den ofte diagnosticeret sent. Lægerne er stadig uklare med hensyn til udviklingen af blærekræft, men de har været i stand til at identificere rygning og alder som risikofaktorer. Hyppig kontakt med visse kemikalier kan også fremme udviklingen af blærekræft.

Hvilke risikofaktorer kan føre til blærekræft?

Risikofaktorer, der kan føre til blærekræft, skyldes for det meste eksterne påvirkninger som f.eks:

• Rygning (som ifølge medicinske eksperter er ansvarlig for ca. 70 % af alle blærecarcinomer): Forurenende stoffer, der produceres ved rygning, kommer ind i blodet og skylles ind i blæren med urinen
• kemiske stoffer: hertil hører især aromatiske aminer, der er klassificeret som kræftfremkaldende og anvendes i den kemiske industri samt i gummi-, læder- og tekstilindustrien og i malerbranchen. Hvis en arbejdstager har haft megen kontakt med disse stoffer og udvikler blærecancer, klassificeres sygdommen som en erhvervssygdom. Der kan gå op til 40 år fra eksponeringen for de kemiske stoffer til udviklingen af blærekræft (latenstid)
• kroniske blæreinfektioner: betragtes som en formodet risikofaktor for blærekræft
• Misbrug af smertestillende midler: Personer, der har taget høje doser phenacetin, er særligt udsatte
• mangeårige infektionssygdomme: Særlig risikabel er infektion med partikelorm (schistosomer), som er særligt udbredt i troperne og subtroperne og forårsager sygdommen schistosomiasis, der også rammer urinblæren og urinrøret (urogenital schistosomiasis).
• Lægemidler til kemoterapi: her spiller f.eks. cylophosphamidbaserede cytostatika en stor rolle og anvendes ved leukæmi, bryst- og æggestokkræft.

Hvad er symptomerne på blærekræft?

Blærekræft manifesterer sig normalt med følgende uspecifikke symptomer:

• en rødlig til brun misfarvning af urinen, forårsaget af blod i urinen, som ikke behøver at være permanent (forekommer i 80 % af alle tilfælde af blærekræft, men kan også være et symptom på urinvejs- eller nyresygdom),
• Ubehag ved vandladning, f.eks. øget trang til at tisse med tømning af kun små mængder urin (pollakiuri) i forbindelse med eller uden smerter (kan være tegn på blærekræft, selv om mange forveksler det med blærebetændelse),
• Smerter i flankerne, som ofte forekommer i et mere fremskredent stadium af blærekræft,
• kroniske blæreinfektioner (især hvis behandling med antibiotika ikke har givet resultat, kan dette være et tegn på blærekræft)

Hvordan diagnosticeres blærekræft?

Da blærekræft i første omgang giver få eller ingen symptomer, og symptomerne er meget uspecifikke, opdages kræften normalt først på et sent stadium. Hvis der er mistanke om blærekræft, vil urologen først spørge til patientens sygehistorie og bede om oplysninger om, hvorvidt urinen er misfarvet, om der er problemer med vandladning, eller om der er erhvervsmæssig kontakt med kemiske stoffer. Hvis der kan påvises blod i en urinundersøgelse, bliver mistanken om blærekræft stærkere, og der foretages en røntgenundersøgelse af hele urinvejene (urografi). Om nødvendigt kan der også bestilles en ultralydsundersøgelse af maven (sonografi) for at fastslå tilstanden af nyrer, nyrebækken, blære og urinleder. Ved en fysisk undersøgelse kan kun store blærekarcinomer palperes gennem skeden, endetarmen eller bugvæggen.

For at bekræfte diagnosen blærekræft kan der foretages en cystoskopi, hvor patienten får lokalbedøvelse eller fuld narkose. En cystoskopi giver oplysninger om, hvor dybt svulsten allerede er trængt ind i blærens slimhinde. En prøve af det mistænkelige væv (biopsi), som tages ved hjælp af en elektrisk sløjfe (transurethral elektrosektion af blæren, TUR-B), undersøges af en patolog under mikroskop. Hvis diagnosen blærekræft bekræftes, kan der følge yderligere undersøgelser for at fastslå, hvilket stadium kræften befinder sig i. Ud over en ultralydsundersøgelse af leveren kan der foretages røntgenbilleder af brystet, en computertomografi (CT) eller en magnetisk resonansafbildning (MRI) af maven.

Hvordan behandles blærekræft?

Behandlingen af blærekræft afhænger altid af kræftstadiet, tumorens størrelse, hvor blæretumoren er placeret, og hvor hurtigt tumoren vokser. En behandlingsmulighed er endoskopisk kirurgi (TUR). Da ca. 70 % af de ramte kun har en overfladisk tumor, der kan lokaliseres til blæreslimhinden og endnu ikke har nået blæremuskulaturen, kan denne fjernes ved hjælp af en elektrisk snare. Mange patienter får lokal kemoterapi (instillationsterapi, intravesikal kemoterapi) direkte efter dette indgreb for at forhindre udviklingen af et nyt blærecarcinom. I dette tilfælde skylles de forebyggende lægemidler direkte ind i blæren efter operationen. Hvis der derimod er en øget risiko for tilbagefald, kan tuberkulosevaccinen BCG (Bacillus Calmette-Guérin) også indgives direkte i blæren.

Hvis blærecarcinomet allerede er dybt indgroet, skal blæren i nogle tilfælde fjernes helt eller delvist (cystektomi). Desuden fjernes også de omkringliggende lymfeknuder og urinrøret, hvis sidstnævnte allerede er påvirket af tumoren. Hos mænd kan prostata og sædblæren også fjernes, mens livmoderen, en del af skedevæggen og æggestokkene også kan fjernes hos kvinder i et fremskredent stadium.