Herxheimer-reaktionen forstås som en reaktion fra kroppen på bakterielle toksiner (endotoxiner), der varer op til flere dage, og som dannes ved terapirelateret nedbrydning af en stor mængde patogener og fører til frigivelse af inflammatoriske budbringere.

Navnet går tilbage til hudlægen Karl Herxheimer (1861 - 1942).
Den første observation af symptomerne fandt sted for ca. 50 år siden under behandlingen af syfilis, som på det tidspunkt blev behandlet med høje doser penicillin.

Med hensyn til elektroterapi opstår denne virkning også, når intensiteten af behandlingen ikke er i overensstemmelse med patientens aktuelle afgiftningskapacitet.

Herxheimer-effekten bør under ingen omstændigheder fremprovokeres, efter devisen: "Først forværring til stede, terapi virker!"

Især hos patienter med kroniske sygdomme eller hos patienter med et forstyrret eller svækket immunsystem bør den pågældende terapi startes forsigtigt. I første omgang kort terapitid, som langsomt kan øges.

I al elektromedicin, hvor målet er at beskadige patogener, skal patienten generelt støttes, så kroppen kan fjerne giftstofferne fra kroppen på grund af den bakteriel lysis (opløsning af celler), der opstår.

Hvordan man hjælper kroppen med at slippe af med de producerede giftstoffer kan læses i min manual "Virusser, bakterier, svampe i frekvensterapi".

Samspillet mellem den elektromedicinske anvendelse uden nogen Herxheimerreaktion er helt muligt og meget mere behageligt for den berørte patient end periodisk stærkt ubehag på grund af stærk bakteriel lysis!

Som allerede nævnt bør behandlingsvarigheden og intensiteten midlertidigt reduceres eller endog suspenderes, hvis der opstår mærkbar lysis.

Der skal altid tages hensyn til det respektive samspil mellem immunstatus og den dermed forbundne udskillelseskapacitet samt elektromedicinske anvendelser.

Målet med en fornuftig elektromedicinsk anvendelse bør være at undgå Herxheimer-reaktioner helt og holdent og at opnå klart mærkbare terapeutiske fremskridt over tid.