Hvad er leukæmi?

Leukæmi, eller såkaldt blodkræft, er en fællesbetegnelse for forskellige sygdomme i blodcellerne og er en ret sjælden kræftform sammenlignet med brystkræft, tarmkræft eller lungekræft. Ved leukæmi forandrer blodcellerne i knoglemarven sig og formerer sig ukontrolleret og fortrænger de sunde blodceller. Der skelnes mellem de forskellige former for leukæmi efter sygdomsforløbet og antallet af blodceller, der rammes. Leukæmi rammer som regel voksne mennesker. Børn kan dog også udvikle sygdommen.

Hvordan udvikler leukæmi sig?

Blodet dannes i knoglemarven. På grund af en fejl i den genetiske information kan det ske, at en blodcelle ikke modnes korrekt og ikke er i stand til at fungere. Dette resulterer i såkaldte blaster, som også kan fortrænge sunde blodceller gennem ukontrolleret vækst. Lægerne skelner mellem lymfatisk og myeloid leukæmi:

• Lymfatiske leukæmier: Hvide blodlegemer (lymfocytter) degenererer i udviklingsfasen.
• Myeloid leukæmi: Myeloide celler er misdannede. De omfatter røde blodlegemer, blodplader og, ud over lymfocytter, mange typer hvide blodlegemer.

Yderligere sondringer mellem leukæmityper

Leukæmi kan have et akut eller et kronisk forløb. Mens akut leukæmi opstår meget pludseligt og forårsager alvorlige symptomer, har kronisk leukæmi tendens til at udvikle sig mere gradvist og går i begyndelsen ubemærket hen:

• Akut lymfatisk leukæmi (ALL): er ret sjælden og rammer ofte børn under fem år. Den opstår uden varsel og udvikler sig normalt hurtigt.
• Akut myeloid leukæmi (AML): er den mest almindelige form for akut leukæmi og rammer især ældre mennesker.
• Kronisk myeloid leukæmi (CML): forekommer normalt hos voksne og skyldes en genetisk mutation.
• Kronisk lymfatisk leukæmi (CLL): er et særtilfælde og klassificeres som et lymfom, dvs. kræft i lymfekirtlerne.

Symptomer på leukæmi

Symptomerne på akut leukæmi optræder ganske uventet og kommer til udtryk i i første omgang uspecifikke tegn, som også kan tyde på andre sygdomme:

• svær træthed, udmattelse og bleghed som udtryk for det nedsatte antal røde blodlegemer
• Modtagelighed for infektioner og/eller feber som følge af det reducerede antal hvide blodlegemer
• Blødning fra næse eller tandkød, dannelse af blå mærker (hæmatomer) efter mindre skader som følge af det reducerede antal blodplader
• Knogle- og/eller ledsmerter som følge af spredning af leukæmiceller i knoglemarven
• Mavesmerter eller usædvanlig trykfølelse som følge af forstørrelse af milten eller leveren
• Svimmelhed, hovedpine eller lammelse som følge af forringelse af centralnervesystemet

Hvis der er tale om kronisk myeloid leukæmi, viser symptomerne sig først sent i sygdomsforløbet. De første tegn kan omfatte følgende uspecifikke klager:

• Hævelse af lymfeknuder
• Mavesmerter forårsaget af en forstørrelse af milten

Efterhånden som sygdommen udvikler sig, bliver symptomerne på akut og kronisk leukæmi ens.

Hvordan diagnosticeres leukæmi?

For at diagnosticere leukæmi vil den praktiserende læge først bestille en komplet blodtælling. Hvis blodtællingen er unormal, vil f.eks. en speciallæge i intern medicin bede om yderligere laboratorieresultater, der giver oplysninger om leverens eller nyrernes funktion. I et yderligere trin kan lægen også bestille en knoglemarvsundersøgelse for at få værdifulde oplysninger om sammensætningen af de bloddannende celler.

Hvordan behandles leukæmi?

Behandlingen af en leukæmisygdom er altid individuelt tilpasset patienten. Ud over leukæmitypen spiller også sygdomsforløbet, patientens alder og den generelle sundhedstilstand en vigtig rolle. Kemoterapi er den vigtigste behandlingsform ved akut leukæmi, mens kronisk myeloid leukæmi normalt behandles med specielle lægemidler kaldet tyrosinkinasehæmmere. Hos nogle patienter foretages der dog også stamcelleterapi, hvor knoglemarven bevidst ødelægges for at erstatte den med sunde stamceller.