Hvad er orme?

Orme er parasitter. De slår sig ned hos mennesker hovedsageligt i fordøjelseskanalen og kan under visse omstændigheder forårsage sygdomme. Ormsygdomme kan forekomme i hele verden, men er ret sjældne på grund af de gode hygiejniske forhold på vores breddegrader. De ormesygdomme, der forekommer i Tyskland, er derfor ret harmløse og kan hurtigt helbredes med den rette behandling. De fleste af disse sygdomme forårsages f.eks. af pinworms. Især børn rammes oftere end gennemsnittet af for det meste harmløse ormesygdomme. Mange af ormesygdommene kan dog godt behandles med den rette ormemedicin.

Hvad er en ormesygdom?

Ormsygdomme kaldes også helminthoser. De er forårsaget af ormeangreb og påvirker ofte mave-tarmkanalen og/eller andre organer som f.eks. lever, lunger eller hjerne. De mest almindelige orme, der kan overføres til mennesker, omfatter bændelorm (cestoder), trådorm (nematoder) og sugeorm (trematoder).

Hvad er symptomerne på ormeinfektioner?

Følgende ret uspecifikke symptomer kan være tegn på ormesygdom:

• Søvnproblemer,
• Koncentrationsbesvær,
• Mavesmerter, som kan være ledsaget af oppustethed og tryk i overmaven,
• Kvalme,
• Tab af appetit,
• Hudforandringer og/eller kløe i det anale område,
• Udskillelse af orme eller maskedele i afføringen,
• Vægttab,
• Bleghed og svaghed, som kan skyldes blodmangel,
• Gulsot, åndenød og irritabel hoste kan være tegn på hunde- eller rævebændelorm,
• Feber, hovedpine og mavesmerter samt blod i afføring og/eller urin efter rejser til Asien og/eller Afrika kan være tegn på sugeorm (schistosomer).

Hvordan kan man blive smittet med orme?

Især for de ormearter, der er særligt udbredte i Tyskland, sker smitte normalt gennem munden. Ormeæg kan f.eks. findes på forurenede grøntsager, nedfaldne frugter, i sandet eller i jorden. Da især små børn ofte putter beskidte hænder, sand eller genstande i munden, bliver de oftere end gennemsnittet ramt af orme. Ormeinfektioner kan dog også overføres ved at spise råt eller halvkogt kød, der er inficeret med ormelarver. Dette er f.eks. tilfældet med bændelorm. Når ormeæggene eller larverne er blevet indtaget gennem munden, kan de udvikle sig til voksne orme i kroppen. Afhængigt af typen af orm kan æggene eller dele af ormen udskilles i afføringen.

Hvilke typer af orme skelnes der mellem?

Følgende typer af orme er særligt almindelige på vores breddegrader:

• Fodorme (nematoder): Disse omfatter de såkaldte pinworms (oxyurans, Enterobius vermicularis). De indtages gennem forurenet mad, legetøj eller vasketøj. Børn i børnehave eller grundskole er særligt ofte smittet med trådorme. De kan blive op til 12 mm lange og sætter sig fast i den nederste del af tyndtarmen, tyktarmen eller tillægget.
• Rundorme (Ascaris lumbricoides): De indtages ofte gennem forurenede grøntsager og sætter sig i menneskers tyndtarm og lægger deres larver her, som så passerer gennem tarmvæggen til blodet og gennem blodbanen til lever og lunger. Under denne vandring kan mennesker lide af let feber, hoste eller andre influenzalignende symptomer. Rundormene kan blive op til 40 cm lange og danne knuder i tarmen, hvorved tarmen lukkes af.
• Trikiner (Trichinella spiralis): er særligt almindelige hos tam- og vildsvin og kan overføres til mennesker ved at spise råt svinekød. Trikiner forårsager, hvis de sætter sig i tarmen, vandig diarré, kvalme, opkastninger og let feber. Hvis trikinlarverne inficerer musklerne, kan resultatet være muskelsmerter eller væskeophobning. Hvis trikinerne når hjertet, kan de forårsage myokarditis. I hjernen forårsager de neurologiske symptomer.

Hvordan diagnosticeres ormesygdomme?

Hvis der er mistanke om ormangreb, vil lægen normalt foretage en mikroskopisk afføringsundersøgelse. Herved afsløres ormeæg, hvilket beviser infektionen. Hvis ormene f.eks. er bændelormemedlemmer af kvæg- og svinebændelormen, er de allerede synlige for det blotte øje i afføringen. Spolormens æg kan sikres ved at anbringe et stykke tesa-film på tarmudgangen. Dette skyldes, at æggene, der klæber til tesa, kan gøres synlige under mikroskopet.

Hvis der derimod er mistanke om akut schistosomiasis (sugeorm) hos hjemvendte rejsende, kan sugeormens æg påvises i afføringen ca. 5 til 12 uger efter den formodede infektion. Alternativt kan der foretages en test for antistoffer i blodet.

Hvordan kan ormeinfektioner behandles?

De ormesygdomme, der forekommer på vores breddegrader, kan normalt godt behandles af lægen med såkaldte anthelmintika. Medicinen dræber ormene, og de kan udskilles. Afhængigt af typen af orm kan der anvendes forskellige lægemidler som f.eks. pyrantel, albendazol eller mebendazol. Ofte er en enkelt dosis af medicinen nok. I mere alvorlige tilfælde af ormeangreb kan det være nødvendigt at tage medicinen i tre dage eller over en længere periode. Nogle gange kan det være tilrådeligt at gentage behandlingen efter ca. to uger for at forhindre et nyt ormeangreb.

For at understøtte en hensigtsmæssig behandling bør hygiejne under alle omstændigheder overholdes. Dette er den eneste måde at forhindre en ny infektion på, men også at beskytte miljøet tilsvarende. Følgende hygiejneforanstaltninger bør overholdes:

• dette gælder især efter hvert toiletbesøg, før man spiser og, for børns vedkommende, efter leg i det fri.
• Klip fingerneglene kort og bid ikke negle
• omhyggelig intimhygiejne
• skift undertøj hver dag
• Skift af sengetøj efter ormekur
• Vask af sengelinned og undertøj ved mindst 60° C

Hvad er prognosen efter en ormeinfektion?

Hvis ormeangrebet er mildt, bør infektionen hurtigt forsvinde efter den rette ormemedicinering. Hvis derimod organer er blevet angrebet, afhænger chancerne for helbredelse af omfanget af ormeangrebet. Hvis blæren er blevet angrebet, øges risikoen for, at der senere udvikles blærekræft.