Kalli-patentet og frekvensterapi

Kalli-patentet til elektrificering af blodet ville sandsynligvis stadig ligge i dvale i patentkontorets arkiver i dag, hvis det ikke havde været for en vis Dr. Robert Beck, som byggede videre på dette patent, analyserede og forfinede resultaterne og på baggrund heraf udviklede sin Beck blod zapper.

Historien om hiv begyndte i 1981, da forskeren Michael Gottlieb fra UCLA (University of California Los Angeles) i juni 1981 i en rapport til Sygdomskontrolkonventionen rapporterede om en usædvanlig konstellation af svampeinfektioner og lungebetændelse hos fem tilsyneladende raske, unge, homoseksuelle mænd fra Los Angeles.

I 1985 godkendte FDA den første test for HIV-antistoffer.

I 1989 godkendte FDA distributionen af pentamidin til profylakse af PCP (Pneumocystis pneumonia).

I denne periode var der verdensomspændende forskning i behandling af HIV, og det var her historien om Kaali-patentet til elektrificering af blodet begyndte.

To forskere ved Albert Einstein College of Medicine i New York eksperimenterede med HI-virus i petriskålen. De var Dr. Steven Kaali og hans daværende forskningskollega Dr. William Lyman, som dog ikke længere var navngivet, da patentet blev indgivet.

De to forskere fandt ud af, at HI-vira kunne deaktiveres med en ekstremt lav strømstyrke.

Resultaterne af deres måneders forskning blev offentliggjort af de to forskere for et internationalt publikum den 14. marts 1991 under det første internationale symposium om kombinationsbehandlinger (First International Symposium of Combinations Therapies) (First International Congress in AIDS Research).

Forsøgsopstillingen, der dannede grundlag for Kaali-patentansøgningen, var følgende:

En petriskål indeholdt HI-virus og hvide blodlegemer.
Petriskålens indhold blev udsat for en svag elektrisk strøm.
Som reaktion på strømmen blev HI-virusens infektivitet reduceret med op til 95%.
Da blodceller er langt mere robuste elektrofysiologisk set end virus, er strømme på 50-100 mikroampere tilstrækkelige til at svække patogenerne, uden at blodcellerne selv beskadiges.

HI-virusserne ødelægges ikke direkte af den elektriske strøm, men deres ydre proteinhinde bliver beskadiget på en sådan måde, at de ikke længere kan producere enzymet "reverse transcriptase (RT)".

Men det er netop dette enzym "reverse transkriptase (RT)", som HI-virus har brug for for at kunne trænge ind i menneskers kropsceller.
RT-enzymet er nemlig designet til at bryde T-legemscellerne op og ændre disse cellers DNA på en sådan måde, at det manipulerede DNA i kropscellen medfører en ukontrolleret produktion af flere og flere nye HI-virus.

På grund af elektrificeringen af blodet var HI-virusserne ikke længere i stand til at producere det RT-enzym, som er vigtigt for dem. Da de ikke længere havde dette enzym efter den elektriske behandling, kunne de ikke længere trænge ind i værtscellerne. De havde (ifølge Kaali-patentet) mistet deres destruktive evne til at ødelægge DNA'et i sunde kropsceller og til at svække og i sidste ende ødelægge det menneskelige immunsystem.

Kaali-patentet med nr. 5,139,684

Den 23. februar 1993 meddelte det amerikanske patentkontor Dr. Steven Kaali patent nr. 5,188,738.
Et link til patentet findes her: Google Patent Archive.

Kaali-patentet blev udstedt på grundlag af teorien om elektrificering af blodet og beskriver to metoder til at dræbe bakterier, vira, svampe og parasitter ved at indføre en specifik vekselstrøm i en virusinficeret kropsvæske (f.eks. blod).

I henhold til amerikansk patentlovgivning skal indgiveren af en patentansøgning over for det amerikanske patentkontor bevise, at den nyopfundne blodelektrificering er effektiv i det anførte forsøg, navnlig om den beskrevne neutralisering af HI-virus også lykkedes.

Kaali og hans medopfindere skulle bevise, at den beskrevne opdagelse også virkede i praksis, ellers ville patentet aldrig være blevet udstedt.

FDA og AMA om Kaali-patentet

Den to-trins anvendelse af hiv-blodelektrificering, som Dr. Kaali eksperimentelt demonstrerede, nemlig "in vitro-behandling af hiv-inficeret blod ved blodvask uden for kroppen og/eller ved kirurgisk implantation og de-implantation af mini-bodrensere", mødte stor afvisning fra FDA og AMA på grund af de høje omkostninger og de uacceptable permanente månedlige kirurgiske indgreb.

Kaali udviklede efterfølgende en anordning med et lille batteri og to små elektroder, der kunne implanteres direkte i en arterie i en arm eller et ben.

Der skulle dog foretages månedlige kirurgiske indgreb for at omplacere elektroderne igen og igen.

Omkostningerne for det amerikanske sundhedssystem ville have været enorme.
5.000 USD pr. patient og måned skulle man regne med. Desuden måtte man tage hensyn til, at en afgørende positiv ændring hos patienten først kunne konstateres efter ca. 6-7 måneder.

FDA (Federal Drug Administration) som den højeste amerikanske sundhedsmyndighed og AMA (American Medical Administration) kom efter en intensiv gennemgang af Kaali-patentet frem til følgende etisk og økonomisk begrundede afvisning:

- "in vitro"-metoden er etisk uacceptabel
- Patienten vil skulle udsættes for uacceptable permanente indgreb
- Den kirurgiske indsats er enorm
- Dette medfører betydelige risici for patienten
- Omkostningerne for hver implantation beløber sig til mere end 5 000 USD
- I betragtning af de mange HIV-infektioner (1993) ville dette ruinere det amerikanske sundhedssystem

Konklusion:

På grundlag af det amerikanske patent 5,139,684 er det blevet undersøgt og dokumenteret, at elektrificering af blodet virker på virus, bakterier osv. De nødvendige videnskabelige beviser blev vedlagt patentspecifikationen.

På grund af den daværende teknologi kunne patentet ikke anvendes på patienter i denne form, og det blev derfor ikke anvendt i medicinsk forstand.

Dr. Robert Beck brugte imidlertid dette patent som grundlag for sin videre forskning og lancerede nogen tid senere sin Beck blood zapper på markedet.
Dette apparat var lille og handy, billigt og kunne anvendes på patienter uden begrænsninger.